Vil du smage?

Markedstest står vist i kapitel 1 i alle bøger om produktudvikling og -lancering, og det må nu være det næste skridt for mig og mine karameller.

Så her efter sommerferien har jeg arbejdet på at finde ud af, hvordan jeg hurtigst, og bedst muligt kunne lave den første test af mine produkter.

Egentlig er der noget i mig, der har lyst til bare at finde en flot bæredygtigt produceret emballage og så ellers gå i gang med at sælge karamellerne til nogle butikker, så jeg kan komme ud over stepperne og komme på hylderne. Men jeg må også indrømme, at det kunne være rart at have en form for vished om, at der er andre end mig selv og min familie, der faktisk synes, at karamellerne er gode og ville gide købe dem til sig selv eller andre.

Jeg er også nødt til at finde ud af, om det overhovedet er vigtigt med et økologisk produkt eller en bæredygtigt produceret emballage. Måske er kunderne aldeles ligeglade med økologi og miljø, når de spiser slik og lækkerier. Jeg ved det jo reelt ikke, og som så meget andet i denne proces er disse markedstest lidt angstprovokerende. For det kan jo sagtens være, at jeg rammer helt forkert, og så må jeg jo enten tilpasse mit produkt eller sadle om. Jeg kan jo ikke presse mine karameller ned i halsen på kunderne og presse dem til at synes, de på alle måder er eminente. Men det har jeg heller ikke lyst til. Jeg er afklaret med, at hvis mine tests viser, at der intet marked er, eller det er for lille, så laver jeg om på det. Jeg vil ikke hænge fast i mine egne forestillinger om, hvad kunder har brug for.

Det, jeg gør, er i første fase at sende nogle fine pakker med karameller ud til alle, der følger bloggen og samtidig beder jer om at svare på nogle få spørgsmål om karamellerne.

Så har du lyst til at være blandt de første, der smager og være med til at bestemme, hvad der skal ændres, for at du ville have lyst til at købe dem, så stay tuned for i næste uge laver jeg en form her på siden, hvor man kan sende mig sin adresse og herefter få en pakke karameller tilsendt.

Ind til da er jeg gået i produktionsmode, så det kan blive allerfineste kvalitet, der sendes af sted til jer.





155 visninger

LEGUEL             E:hello@leguel.dk            W:www.leguel.dk             M:+4560525165

  • Instagram
  • Wix Facebook page