Nu strammer garnet

Der er fuld knald på for tiden, fordi jeg nærmer mig tidspunktet, hvor jeg gerne vil begynde at sælge sådan rigtigt. Mit mål er, at når jeg har leveret på crowdfundingen, så starter jeg det ”rigtige salg”. Crowdfundingen slutter den 21. februar (så man kan stadig nå at købe både karameller og foredrag, hvis man skulle have lyst:

https://crowdfunding.coop.dk/project/593/description ), og jeg skal så senest levere den 1. april til alle mine backers. Det betyder, at senest den 1. april, når alle har fået deres første karameller, så starter jeg salg fra min hjemmeside, og så skal jeg på jagt efter andre kunder. Jeg er godt klar over, at tre varianter nok ikke vil generere et kæmpe online-salg, og jeg glæder mig rigtig meget til at skulle ud at tale med andre steder, der kunne sælge karamellerne. Så der skal virkelig leveres lige om lidt, og det forbereder jeg mig til så godt og så hurtigt, som jeg kan. For der skal en del på plads.

Jeg er på vej med en lidt anden emballage, og muligvis også et andet navn. Jeg arbejder med indpakningen af den enkelte karamel, så materialet er i orden, og den både er lufttæt og fin, og så er jeg ved at finde en løsning for, hvor min produktion skal finde sted i fremtiden.

Alt sammen store, vigtige beslutninger.

Oveni den klargøring har jeg gennem det sidste halve år fulgt et accelaratorforløb hos CPH Foodspace, med spændende oplæg, bootcamps og kompetent mentoring, som afsluttes sidst i denne måned. Med et arrangement, hvor jeg (og de andre deltagere selvfølgelig) gudhjælpemig skal pitche foran et panel med blandt andet Claus Meyer. Jeg ville have forsvoret, at jeg skulle til at pitche som en anden løvens hule-deltager. Ud over, at det er både angstprovokerende og tidskrævende, kan jeg ikke lade være med at synes, det er noget ’fancy pancy se mig, jeg er iværksætter’-agtigt. Men når jeg så har fået den følelse ud, er det jo også en både sjov og vild mulighed for at teste mig selv og min idé. Men puha, fik jeg sagt angstprovokerende.

Jeg har også fået lavet fotografier af karamellerne, som jeg kan bruge til præsentationer og diverse salgsmaterialer, så jeg er klar. Fotosessionen var virkelig en skæg oplevelse. Jeg må sige, at min tålmodighed, som indrømmet ikke rigtig findes i forvejen, blev gevaldigt testet, for de billeder er en perfektionists arbejde, og resultatet er vidunderligt.


0 visninger

LEGUEL             E:hello@leguel.dk            W:www.leguel.dk             M:+4560525165

  • Instagram
  • Wix Facebook page