Here we go

Dette er første kapitel i en forhåbentlig lang, medrivende og inspirerende historie. Historien skal først og fremmest handle om at bygge en forretning op - om at finde ud af, hvad det kræver og få det til at lykkes.

Men det bliver også en historie om modet til og angsten for at sige sit gode velbetalte job op og skifte spor. Om fundamentalt at ændre sin hverdag, sin karriere, sit liv.


Jeg har besluttet, at jeg vil lave karameller. Søde, lækre, smukke overdådige karameller indhyllet i den bedste chokolade. Jeg vil se folk smage og fornøjes. Så simpelt er det.

Det kommer muligvis ikke til at ændre verdensordenen, men det kommer i al fald til at ændre min verden.

Siden jeg fik mit første "rigtige" job efter mine studier i 2006, har jeg som konsulent, projektleder og leder brugt tiden på at effektivisere, organisere, kommunikere, problematisere, diskutere, simplificere, implementere osv. og det har været så spændende, sjovt og lærerigt. Jeg har virkelig elsket det! men pludselig kom en følelse snigende af, at det kunne måske også være interessant at fylde sit arbejdsliv med andet end PowerPoints, ledermøder og 1-til-1-samtaler. Det var som om, at mit karrieremål falmede, og jeg glemte, hvor det var, det skulle føre mig hen. Lysten og drivkraften forsvandt, og det, der for ganske kort tid siden var udfordrende og spændende, mistede betydningen - at skabe buyin til gode projekter fra ledere med forskellige agendaer, at motivere medarbejdere i en indimellem turbulent hverdag osv. Jeg kunne pludselig ikke finde meningen med det.

Så jeg var nødt til at finde ud af, hvad jeg havde lyst til, og hvad jeg ville kunne motiveres ved. Og da jeg endelig tillod mig selv at mærke rigtigt efter i maven, var beslutningen reelt truffet, hvor angstprovokerende og risikabelt det end må være.

Det er tid til et nyt kapitel - eller faktisk en helt ny historie.

Jeg har lyst til at bestemme selv, jeg vil gerne have "rigtige kunder", og jeg vil gerne have et fysisk produkt, og så vil jeg lave noget, jeg kan lide.Jeg kan godt lide karameller, og jeg er god til at lave dem.


Så nu har jeg sagt mit job op og hævet opsparringen. Jeg har fået et CVR-nummer, en erhvervskonto og et momsregnskab (lige om lidt), og så har jeg den lækreste karamelmaskine på markedet. Så mangler jeg bare lige en fødevaregodkendelse, emballage, produktionslokale, markedstests, distributionsstrategi og meget mere.

Så har du lyst til at følge med i, hvordan det hele går, har jeg tænkt mig at skrive om opbygningen af min forretning her.


Velkommen til min historie. God fornøjelse.

Champagne og østers, ja tak. Sådan blev jeg udstyret af min søster, da vi skulle fejre min beslutning om at sige op.

Hvis du har ønsker til, hvad jeg skal skrive mere om eller anden feedback, så skriv endelig en kommentar eller send en mail. Og del meget gerne.




0 visninger

LEGUEL             E:hello@leguel.dk            W:www.leguel.dk             M:+4560525165

  • Instagram
  • Wix Facebook page